Lastbil ramte autoværnet: To uheld skabte køer på motorvejen

En lastbil og to personbiler var skyld i, at bilister på E20 Den Fynske Motorvej i det meste af fem timer røg ind i langsomt kørende køer.

Det var to på hinanden efterfølgende uheld der drillede trafikken på E20 Den Fynske Motorvej mandag morgen.

Og det andet uheld er formentlig afledt af det første.

Klokken 03.33 rammer en lastbil autoværnet tæt på afkørsel 57 Nørre Aaby i retning mod Odense.

Lastbilen bliver trukket ind i nødsporet, og første vognbane bliver spærret på grund af tabt væske på kørebanen, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen, til TV 2/Fyn.

Det tager noget tid at få ryddet op, og der er langsom kørsel forbi uheldsstedet.

Klokken 05.58 kommer der en melding om, at den er gal i igen - samme sted.

Denne gang er det to personbiler der er kørt sammen - formentlig på grund af for tæt kørsel.

- Det er det sædvanlige uheld, hvor en uopmæksom bilist kører op bag en forankørende, konstaterer Thomas Bentsen.

Det uheld skaber nye kødannelser og ligeledes langsom kørsel.

Først ved otte-tiden var der ryddet helt op efter begge uheld og Vejdirektoratet kunne melde om normal trafik.

Ifølge Thomas Bentsen var der ingen personskader ved de to uheld.

Oversigt

    Oversigt