Dødsulykke: 27-årig mister livet i solouheld på Sydfyn

En ulykke nær Svendborg kostede lørdag en 27-årig mand livet. Politiet ved ikke, hvorfor bilen kørte galt.

Opdatering
Clock06. okt 2019, kl. 08:27
Artiklen er gennemskrevet og opdateret med oplysninger om den 60-årige.

En 27-årig mand omkom lørdag aften i forbindelse med en trafikulykke på Ørbækvej ved Edelsmindevej lige nord for Tved ved Svendborg, hvor en bil med to mænd kørte i grøften.

Det oplyser Fyns Politi.

Den anden person i bilen, en 60-årig mand, blev først meldt hårdt kvæstet, men natten til søndag fortæller vagtchef Steen Nyland ved Fyns Politi til Ritzau, at den 60-årige har det bedre end først antaget.

Endnu ved politiet ikke, hvad der førte til soloulykken, som skete kort før klokken 18.30.

- Bilen med de to mænd er øjensynligt kommet kørende mod syd, hvor man af ukendte årsager har mistet herredømmet over bilen og endt i modsatte side.

- Det var formentlig den omkomne, der var fører af bilen, skriver Fyns Politi på Twitter.

Politiet oplyser, at de pårørende er underrettet, og at undersøgelserne på stedet er afsluttet.

Da der ingen vidner var til ulykken, håber politiet, at afhøringer af den 60-årige kan skabe klarhed over forløbet, fortæller vagtchefen.

Vejen blev lørdag aften genåbnet for trafik efter at have været lukket en overgang.

Politiet meddeler at Ørbækvej ved Tved vil være spærret "en rum tid".
Politiet meddeler at Ørbækvej ved Tved vil være spærret "en rum tid".
Foto: Localeyes / Frants Johannsen

 

Oversigt

    Oversigt