Det var et harmonikasammenstød med fem biler, som sidst på eftermiddagen fredagen ramte den fynske weekendtrafik.
Uheldet skete mellem afkørsel 51 Odense S og afkørsel 52 Odense SV i retning mod Jylland.
Ved 17.45-tiden kunne vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, fortælle, at politi og redningsmandskab havde forladt stedet.
- Men der er stadig kø og det tager nok lang tid, at få gang i trafikken igen. Køen er meget lang, sagde Hans Jørgen Larsen.
Han kunne samtidig oplyse, at samtlige passagerer i de fem biler slap med skrækken. Ingen kom nemlig nævneværdigt til skade.
Vejdirektoratet oplyser, at bilisterne skal forvente en forlænget rejsetid på 15 minutter.