Uheldet vendte: Fynsk førtidspensionist væltede over kat og vandt Lotto-million

Man kan godt vinde stort i Lotto uden overhovedet at have nogle rigtige. Det er en nyslået fynsk millionær bevis på.

En heldig fynbo vandt for nogle uger siden en million kroner på Lottos Millionærgaranti, hvor man kan blive millionær, selvom man har nul rigtige på ugens kupon.

Den nyeste fynske lottomillionær er en kvindelig førtidspensionist i 50’erne. Hun har på det seneste været igennem en hård tid uden de store opture, og derfor faldt den overraskende gevinst på et tørt sted. 

quote Han vendte tilbage efter et par minutter med beskeden om, at jeg var blevet millionær. Så begyndte jeg bare at tude

Fynsk lottomillionær

- Jeg har mistet to søskende til kræft, og det har været en lang og opslidende proces. Senest brækkede jeg benet, da jeg faldt over en af mine katte, siger hun.

Efterlyste en vinder

Kvinden opdagede flere dage efter lørdagens lottotrækning, at hun gik rundt med en million i lommen.

Det var nemlig først, da hun så på nettet, at man efterlyste en vinder af Millionærgarantien fra det sted, hvor hun havde købt sin kupon, at det gik op for hende. 

- Jeg fik bare en fornemmelse af, at det var mig. Og jeg kunne jo ikke komme ned til kiosken, fordi jeg lå med mit brækkede ben. Så jeg ringede ind til Danske Spil og oplyste et meget langt nummer på kuponen. Han vendte tilbage efter et par minutter med beskeden om, at jeg var blevet millionær. Så begyndte jeg bare at tude.

Alligevel troede kvinden ikke på sit held, så efter ti minutters tid måtte hun lige høre det igen.

- Jeg ringede tre gange med ti minutters mellemrum. De var så søde og blev slet ikke trætte af mig. Og de blev ved med at sige, at det altså var mig, der var den heldige. Så hylede jeg videre. Jeg sov heller ikke i otte dage efter, fortæller kvinden. 

Oversigt

    Oversigt