I Svendborg er de åbenbart vilde med ugler. I hvert fald var der fuldt hus, da de tre ugler, Ulle, Molly og My var på besøg i Naturama.
En af de mange besøgende, havde store planer om at få en af uglerne til at sidde på armen.
- Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Man kan godt være lidt nervøs for kløerne. Men det går nok over, når jeg først har den på armen, fortæller Magnus Franyo fra Jyllinge.
Det er Naturama i Svendborg, der har inviteret Ugleriget på besøg. Med sig har de en indisk Hornugle, en Brilleugle og en lille Pygmæugle.
- Uglerne er lidt mystisk og mytiske. Måske er det derfor, så mange gerne vil have dem til at sidde på hånden, fortæller formidlingschef ved Naturama, Mads Nielsen.
Dagens mulighed for at opleve og se uglerne gav et stort fremmøde.
- Det har været en ubetinget succes. Vi er faktisk blevet rendt over ende. Men det er vi kun glade for. Det er en stor succes, fortæller Mads Nielsen.
Et enkelt spørgsmål hænger dog i luften. Blev det også en stor succes, da Magnus Franyo skulle have Hornuglen Ullu sidende på armen?
- Man er lidt bange for, at den lige tager i gennem handsken. Men når handsken er på, så føler man sig ret sikker. Så det var ret sjovt, fortæller Magnus Franyo.