I det fynske folks tjeneste

Ulmende bandekonflikt: Visitationszoner forlænges endnu en gang

Den gældende visitationszone i Odense bliver endnu en gang forlænget i to uger på grund af konflikten mellem Hells Angels og Black Army. Det har Fyns Politi besluttet onsdag.

Foto: Sonny Munk Carlsen/Scanpix

Siden oprettelsen af visitationszonen i Odense den 9. september har politiet  løbende foretaget visitationer i området.

Visitationszonen blev oprettet som konsekvens af konflikten mellem Black Army og Hells Angels. Nu er visitationszonen blevet forlænget endnu en gang, dermed løber den frem til onsdag den 21. december.

- Vi har den seneste periode rejst sigtelser for ulovlig besiddelse af kniv og for overtrædelse af våbenloven i øvrigt. I flere tilfælde er sigtelserne rejst mod personer med tilknytning til rocker/bandemiljøet. Vores efterforskning har samtidig vist, at der fortsat er spændinger mellem parterne i konflikten. Derfor forlænger vi endnu en gang visitationszonen, siger politiinspektør Benny Linde Larsen, Fyns Politi.

Målet med at oprette en visitationszone er først og fremmest at sikre trygheden og sikkerheden for de borgere, der færdes i Odense.

- Når vi melder ud, at der er visitationszone, så sender vi samtidig et klart og tydeligt signal til bandemiljøet om, at vi ikke accepterer, at de vil løse deres indbyrdes konflikt i det offentlige rum til fare for borgerne i Odense, siger Benny Linde Larsen.

Siden den 9. september og frem til i dag, onsdag, har politiet gennemført i alt 545 visitationer i det berørte område, der strækker sig fra det centrale Odense til byens østlige og sydlige dele.

I forbindelse med visitationerne har politiet beslaglagt følgende våben:

Et oversavet jagtgevær 
Syv slagvåben (herunder baseballbat) 
27 knive 
To gasspray 
Et knojern 
Et grillspyd 
En savklinge 
En peberspray

Visitationszonen kan ses på kortet herunder.

Den afgrænses af Odense Å og Kertemindevej mod nord, den fynske motorvej og Østre Ringvej mod syd, Østre Ringvej mod øst samt jernbanelinjen og Odense Kanal mod vest.

  Foto: Fyns Politi

 

Fakta: Det giver en visitationszone politiet lov til

Politiet kan blandt andet kropsvisitere personer uden at have en mistanke om, at de har gjort noget forkert.

Inden for en uge har både Fyns Politi og Østjyllands Politi indført visitationszoner i dele af deres kredse. Herunder kan du læse om loven på området, og hvad zonerne giver politiet ret til at gøre:

* Politilovens § 6 giver politiet ret til at foretage såkaldte stikprøvevisitationer på bestemte steder. Normalt må politiet kun visitere på baggrund af en mistanke.

* Loven giver politiet ret til at "foretage stikprøvevise besigtigelser af personers legeme, samt undersøgelse af tøj og andre genstande, herunder køretøjer. Det sker med henblik på at kontrollere om personen besidder eller bærer våben".

* Politidirektøren skal sagligt begrunde, hvorfor et bestemt sted udpeges som visitationszone.

* Visitationszoner er altid midlertidige og skal altså have en slutdato.

 I forarbejderne til politiloven står der, at:
* Stikprøvevisitation fastlægges på baggrund af politiets vurdering af, om der er en forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

* Visitationszoner vil typisk omfatte et bestemt afgrænset område, for eksempel et værtshus, et butikscenter, en gade eller en plads, mens der ikke kan træffes beslutning om visitation i eksempelvis en hel politikreds eller kommune.

* Der er derimod ikke noget til hinder for, at der vil kunne træffes flere samtidige beslutninger om stikprøvevisitation i den enkelte politikreds, hvis betingelserne for hver enkelt beslutning i øvrigt er opfyldt.
 
Kilde: Politiloven