Ulovlige byggekrav

Grundejere er frustrede over, at Odense Kommune ulovligt har tvunget dem til at bygge svanemærkede huse.

Kommunen har ved en udstykning af parcelhusgrunde i Lindeskovhaven i Højby krævet, at de nybagte grundejere skulle opføre et svanemærket byggeri. Men det, har Statsforvaltning Syddanmark nu gjort opmærksom på, er ulovligt.

- Vi føler os taget ved næsen og mener, at Odense Kommune har lavet en bommert, siger grundejer Dennis Lykke til TV2/FYN.
Selvom kommunen slog 100.000 kroner af prisen på grund af kravet om svanemærket, har det kostet Dennis Lykke meget mere at bygge efter kommunens krav.
- Vores byggeri blev forsinket ti måneder, og udover de renteudgifter har det kostet omkring 200.000 kroner ekstra at få det svanemærket, forklarer Dennis Lykke.

Hos Odense Kommune er man villig til at se på en kompensation til de miljørigtige nybyggere.
- Hvis de kan dokumentere, at de har brugt mere end de 100.000 kroner til at få svanemærket deres byggeri, er vi klar på at kigge på det, siger By- og kulturrådmand, Jan Boye, til TV2/FYN.

Oversigt

    Oversigt