Ulrik Laursen glæder sig over OB's indsats

OB's anfører Ulrik Laursen brugte ikke mange kræfter på at håbe på videre engagement i UEFA Cuppen efter onsdagens nederlag til Osasuna.

OB kan stadig gå videre fra gruppespillet i UEFA Cuppen med hjælp fra italienske Parma. Men efter 1-3-nederlaget onsdag aften til Osasuna var det ikke noget, OB's anfører brugte mange tanker på.

- Nu er det ude af vores egne hænder. Men det var jo ikke i dag, vi tabte det. Og det er vel den lærestreg, vi har fået. Det er bedre at indstille sig på, at det er overstået. Jeg gider i hvert fald ikke at have ondt i maven i de næste 14 dage over, at vi måske kan gå videre. Jeg vil hellere glæde mig over, at det her er noget af det største, jeg har prøvet med OB, sagde Ulrik Laursen efter nederlaget til Osasuna.

Fynboernes offensive midtbanespiller Tobias Grahn mente, at OB havde mødt et hold, der er vandt til at spille i en bedre liga end OB.

- Jeg føler, at de lagde et højt pres på os. I hvert fald højere end det, vi lagde på dem. Men det er et hold fra Primera Division, så det siger sig selv, at det ville være svært, lød det fra Tobias Grahn.

Anders Møller Christensen var ærgerlig over nederlaget:

- Jeg synes, det er bittert. De scorede deres mål på halve chancer, lød det fra forsvarsspilleren.

Oversigt

    Oversigt