Ulykke: 18-årig svæver mellem liv og død

En 18-årig mand blev natten til lørdag hårdt kvæstet, efter at han og to kammerater kørte galt i Strib ved Middelfart.

Ulykken skete ved Strib Sognegård på Vestergade 93.
- Han svæver mellem liv eller død, siger vagtchef, Erik Skov fra Fyns Politi, til TV 2/FYN.

En personbil, hvori der befandt sig tre 18-årige kammerater fra Middelfart-området, kom kørende ad Vestergade i nordlig retning, da føreren  pludselig mistede herredømmet over køretøjet og torpederede
en kampesten.

Bilen væltede om på taget, hvorefter forsædepassageren blev slynget ud af køretøjet. Han blev hårdt kvæstet overført til Odense Universitets Hospital, hvor hans tilstand fortsat er kritisk.

Føreren og bagsædepassageren slap fra uheldet med overfladiske skrammer. De blev begge kørt til  Kolding Sygehus for behandling. Føreren var ved uheldet spirituspåvirket, hvilket kombineret med for høj hastighed formentlig kan være årsag til ulykken.

Oversigt

    Oversigt