Kort efter klokken 08.30 lørdag modtog Fyns Politi en melding om, at en bil var forulykket på E20 Fynske Motorvej i retning mod Middelfart mellem afkørsel 51 Odense S og afkørsel 52 Odense SV.
I første omgang blev der meldt om fastklemte, men det viste sig ikke at være tilfældet.
En enlig bilist var kørt af vejen og var røget ud på marken. Bilisten slap fra uheldet uden de store skrammer, og politiet skal nu til at finde ud af, hvordan uheldet kunne ske.
- I første omgang var der mistanke om spirituskørsel, men det er ikke tilfældet, så nu skal vi snakke med personen for at få klarlagt uheldet, siger vagtchef Ehm Christensen, Fyns Politi.
Ved 09-tiden er der politi og beredskab på stedet, men trafikken kan passere stille og roligt forbi uheldsstedet, oplyser Ehm Christensen.