I det fynske folks tjeneste

Ulykke på Storebæltsbroen: Familiemedlemmer går stadig til psykolog

Erstatningskrav på op imod en halv million kroner fremlagt i retten i dag. Forsvarere afviser, at lastbilschauffør og anden tiltalt bilist kørte uforsvarligt.

Det var en tragedie, der ramte en hel familie, da den i november 2018 blev impliceret i et massesammenstød på Vestbroen på Storebælt i forbindelse med, at en lastbil tabte en større portion minkaffald.

Læs også 47-årig tiltalt for bevisforvanskning efter togulykke på Storebælt

Familien mistede deres lille datter, og faderen brækkede ryggen og er stadigvæk delvist uarbejdsdygtig.

Desuden har flere familiemedlemmer modtaget og modtager fortsat psykologbistand.

I retten i Svendborg fredag forklarede faderen, hvordan han oplevede ulykken, hvor en bilist bagfra kørte op i familiens bil.

Bilisten, der ramte familiens bil er tiltalt for uopmærksom kørsel, mens lastbilchaufføren også er tiltalt for ikke at have ryddet op, da minkfedtet røg ud på vejbanen. De er også begge tiltalt for uagtsomt manddrab.

En bistandsadvokat fremlagde et samlet erstatningskrav for familien på cirka en halv million kroner for de skader og de mén, som er overgået familien.

Kravene bestrides dog af forsvarerne for den tiltalte chauffør og den anden bilist, da de ikke mener, at deres klienter har foretaget sig noget ulovligt, og derfor heller ikke skal dømmes.

I øvrigt henviser forsvarerne erstatningskravene til et nyt civilt søgsmål.

En bilinspektør, der var indkaldt som vidne, sandsynliggjorde, at lastbilen med minkaffaldscontaineren kørte tættere på 90 kilometer i timen end de tilladte 80 kilometer på broen.

Vognmandsfirmaet har vedtaget at betale en bøde på 2.000 kroner, og i retten kom det frem, at godset - altså minkfedtet - ifølge bilinspektøren ikke var sikret godt nok.

Det burde ikke kunne skvulpe over ved den den middelhårde opbremsning, der blev foretaget, da den var ved at køre op i en forankørende bil med trailer, sagde han.

Han har i sin rapport konkluderet, at lastbilschaufføren burde have fornemmet eller vidst, at den havde tabt minkfedt på vejbanen.

Efter et kort ophold i nedsporet for at besigtige eventuelle skader havde lastbilen nemlig tilsyneladende svært ved at få vejgreb igen på grund af det minkfedt, den havde tabt.

Retten fortsætter med at behandle sagen i eftermiddag, hvor to ansatte fra Storebæltsforbindelsen er vidner.

Der følger endnu en retsdag på mandag.