I det fynske folks tjeneste

Umotiveret vold i Tusindårsskoven

En 19-årig mand slog umotiveret en 24- og en 25-årig odenseaner ned til "Vi Rocker" i Tusindårsskoven. Den ene brækkede næsen og den anden fik slået en tand op i kæben.

Koncertarrangementer "Vi Rocker" i Tusindårsskoven i Odense søndag fik en kedelig afslutning for to odenseanske mænd. De blev banket ned helt umotiveret af en mand fra Svendborg.

Klokken kvart i et, natten til mandag, gik en 19-årig mand fra Svendborg amok og slog to mænd fra Odense.

- Den ene brækkede næsen, og den anden fik slået en tand et par millimeter op i kæben, fortæller vagtchef Erik Halkjær fra Fyns Politi.

Fem minutter senere havde en hundepatrulje løbet manden op, og han blev efterfølgende anholdt.

De to odenseanere på 24 og 25 år kendte ikke den 19-årige, og der var ikke nogen forudgående kontroverser mellem ofre og voldsmand.

- Nej, det er helt umotiveret vold, siger Erik Halkjær.

Politiets anklager skal nu se på sagen, og den 19-årige bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandagen.

Ved du noget? Så send os et tip