Underleverandører flytter med til Lindø

Det er ikke kun Fredericia Skibsværft, der fremover vil leje sig ind på Lindøværftet. Også underleverandører til det jyske værft følger med.

En lang række af underleverandører til Fredericia Skibsværft har allerede nu besluttet at følge værftet, når det om kort tid begynder at rykke til Fyn. Det skriver Børsen.

- Vi flytter med. Vi er i gang med at leje lokaler derovre, siger regionschef Niels Hansen fra isoleringskoncernen Norisol til Børsen.

Underleverandørerne flytter med, fordi de er afhængige af værftet. Men en stor modstand mod Fredericia Kommune er også med til at skubbe virksomhederne til Fyn.

Vrede mod kommunen kommer Fyn til gavn

Et enigt byråd i Fredericia har tidligere besluttet at byudvikle området på havnen, hvor værftet ligger. Derfor mener mange, at kommunen har tvunget værftet ud af byen.

- Alle er simpelthen så vrede på Fredericia Kommune, så man næsten vil gøre alt for ikke at betale skat her i kommunen, siger afdelingschef Søren Parder fra firmaet Peter Harbo A/S til Børsen.

Fredericia Skibsværft beskæftiger ca. 450 ansatte, når underleverandørerne tælles med. En stor del af dem vil fremover være på Fyn.

Meldingen modtages positivt af værftsdirektør på Lindøværftet, Finn Buss Nielsen.

Oversigt

    Oversigt