Undersøger om deltidsborgere gavner landsbyer

En ny undersøgelse skal klarlægge, hvad det betyder for lokalsamfundene på Langeland, at helårshuse kan bruges som fritidsboliger.

Hvad betyder det for Langeland, at det er muligt at bruge helårshuse som fritidsboliger, hvordan bidrager ”deltidsborgerne” til lokalsamfundet, og hvorfor er det, at folk vælger at købe deltidsboliger? Det skal den nye undersøgelse finde svar på.

- Vi har en fornemmelse, men ingen helt klar viden om, hvorfor folk køber deltidsboliger, og hvordan deltidsborgere indgår i vores lokalsamfund. Det bliver vi helt skarpe på med denne undersøgelse, og det bliver værdifuld viden, som vi kan bruge til at tiltrække endnu flere deltidsborgere eller fastboende, siger borgmester Tonni Hansen, SF.

Undersøgelsen er en del af projektet ”Den moderne landsby som nr. 2 bolig”. Det er konsulenthuset Komlab, som gennemfører undersøgelsen med støtte fra Landdistriktspuljen.
 
- Vi har stort fokus på at sikre de bedst mulige vilkår for udviklingen af turismen og turisterhvervet. Samtidig har vi stort fokus på tilflytningen. Derfor giver det rigtig god mening at være en del af projektet. Vi håber på, at det på sigt kan fremme turismen og turisterhvervet og samtidig være med til at styrke bosætningen, siger borgmester Tonni Hansen.

Udover Langeland Kommune medvirker Tønder Kommune også i projektet.

Fakta om undersøgelsen

 

Oversigt

    Oversigt