Undlod at fortælle om ringvej: Odense Kommune accepterer dom

Odense Kommune har besluttet ikke at anke byrettens dom i sagen om salg af grunde i Bækkelunds Have, hvor kommunen undlod at informere køberne om planerne om en kommende ringvej.

Odense Kommune har ført en række købere af byggegrunde bag lyset og 'tilsidesat sin loyale oplysningspligt', som dommen sagde. Det fastslog byretten i sidste måned, og i dag har kommunen efter en betænkningsperiode besluttet at acceptere dommen. 

Det skriver Fyens.dk.

Dommen gav flere grundejere ret i, at kommunen fortiede oplysninger om udsigten til en kommende støjende ringvej, da grundene i Bækkelunds Have og Sukkeræble Have i Villestofte blev solgt. 

Hvis den viden havde været fremme, ville flere af grundene, ifølge eksperter, have været usælgelige. 

I salgsmaterialet stod der derimod, at grundene lå i smuk natur og landlige omgivelser. 

Ifølge dommen bør kommunen erstatte grundejernes tab, der anslåes til i alt at være mellem 10 og 20 millioner kroner. 

- Vi vil holdes skadesfri og have dækket det værditab, vi har lidt på det her. Det mener vi også, der er hjemmel til i dommen. Og vores værditab er ikke det samme, som dét grunden er blevet mindre værd. Vi kommer med et udspil og sender et krav til kommunen. Og så må vi se, om kommunen vil indgå en aftale. Ellers bliver vi nødt til at tage den i retten, siger Anders Helmer Rasmussen, der er formand for Foreningen Ring 3 Sagen, til Fyens.dk.

Oversigt

    Oversigt