Undskyldning med tre års forsinkelse

Der har været kold luft mellem Forsvaret og Faaborg Værft siden værftet blev forbigået i en licitationsrunde. Mandag drog ministeren til Faaborg for at få forsoning.

Faaborg Værft gik i 2011 glip af en ordre på vedligeholdelse af seks fartøjer til en værdi på 30 og 50 millioner kroner fra Forsvarets Materieltjeneste, fordi embedsmænd tilsidesatte udbudsreglerne.

Mandag var forsvarsminister Nicolai Wammen taget en tur til Faaborg for at gyde olie på vandene.

- Det har været et langt forløb, men det har været vigtigt for mig at komme her personligt og se på værftet. Det vigtigste for mig er, at Faaborg Værft bliver behandlet som alle andre værfter fremadrettet, siger Nicolai Wammen(S).

Sagen har været rejst i Folketinget flere gange, men der skulle altså gå tre år, før de to parter blev forenet igen.

- Vi har haft sagen i samråd flere gange og vi har talt med Materieltjenesten, men det er glædeligt, at ministeren selv kommer til Faaborg, og nu må vi kigge fremad, siger folketingsmedlem Jane Heitmann(V), der har fulgt sagen politisk.

Hos Faaborg Værft var der efter dagens møde tilfredshed med ministerens besøg.

- Det havde været godt, hvis vi havde drøftet sagen noget før, men nu kigger vi fremad, og det er dejligt at høre, at ministeren vil sikre, at vi fremadrettet får samme behandling, som alle andre værfter, siger direktøren for Faaborg Værft Jan Mortensen.

Oversigt

    Oversigt