I det fynske folks tjeneste

26 gange: Ung mand lejer biler - men afleverer dem ikke

En ung mand blev lørdag nat stoppet i en bil, han ikke havde afleveret tilbage. Det var langt fra første gang.

En ung mand lejer biler, men afleverer dem ikke tilbage. Lørdag nat blev han anholdt af Fyns Politi. Foto: Alexander Aagaard

Klokken 02.30 natten mellem lørdag og søndag lavede en hundepatrulje fra Fyns Politi et rutinetjek af en bil, der holdt parkeret ved Syddansk Erhvervsskoles parkeringsplads på Risingsvej i Odense C.

I den sad en 20-årig mand, som poitiet endte med at anholde. Og det var langt fra første gang.

- Den unge mand lejer biler, men han afleverer dem ikke tilbage igen, siger Kenneth Taanquist, der er vagtchef ved Fyns Politi.

 

Læs også Fynbo "låner" luksusbiler uden at levere dem tilbage

 

Den 20-årige mand er kendt for 26 lignende forhold, hvor han lejer en bil og derefter ikke kommer tilbage med den. I denne omgang blev manden stoppet i en bil, han havde lejet hos Ry Automester i Midtjylland.

Derfor har manden været i politiets varetægt natten over. Og det fortsætter han med indtil, det bliver besluttet, hvad der skal ske med ham.

- Vi har sigtet ham, og så skal vores jurist vurdere, om han kan blive løsladt eller han skal tiltales. Han bliver jo ved med at lave det her, fortæller Kenneth Taanquist.

 

Læs også Svindler “lånte” cykel til 60.000 kroner og forsvandt