En 24-årig mand fra Korsør er blevet varetægtsfængslet i fire uger for indbrud i private boliger flere forskellige steder på Østfyn. Det oplyser anklagemyndigheden hos Fyns Politi til TV 2/Fyn.
Manden blev anholdt af Fyns Politi mandag ved middagstid. Ifølge anklager Rasmus Maar Hansen er han tiltalt for at have begået indbrud fire steder på Fyn - i Munkebo, Ullerslev og to steder i Nyborg.
Indbruddene har fundet sted søndag og mandag. Han er tiltalt for at have stjålet designermøbler, lamper og smykker.
Flygtede fra politiet
Da betjentene standsede hans bil, flygtede han fra stedet. Han blev dog fanget kort tid efter og lagt i håndjern.
Mandens jævnaldrende kæreste, der også var til stede i bilen, blev også anholdt, men hun er løsladt igen, da hun ikke er tidligere straffet, oplyser Rasmus Maar Hansen.
Den 24-årige sjællænder er varetægtsfængslet i fire uger, så politiet har god tid til at efterforske sagen yderligere.