Ungdomsfodbold i fare i Ubberud

Seks ungdomshold i Ubberud IF Fodbold er i fare. Klubben mangler akut 16 trænere og holdledere. Dukker de ikke op meget snart kan klubben ikke tilbyde fodbold til de unge.

Klubben har været i kontakt med 40 spillere, medlemmer og forældre for at overtale dem til at tage en tørn som træner eller holdleder, men de har alle har sagt fra af forskellige grunde.

Nu er klubben ved at løbe tør for emner og har derfor sendt en skrivelse til samtlige medlemmer med et nødråb, der kunne sammenfattes til: hvad gør vi?

Foreløbig er det planen at starte alle seks hold op i løbet af februar og marts, og de er alle tilmeldt FBUs turnering.

Bestyrelsen i Ubberud IF Fodbold står selv for første træning. I forbindelse hermed indbydes spillernes forældre til et møde i et forsøg på at finde en løsning på trænermanglen.

Lykkes det ikke, kan de seks hold ikke fortsætte.

- Og det vil være trist, siger Steen Kjeldsen fra bestyrelsen i Ubberud IF Fodbold.

Det drejer sig om flg. hold:

  • Lilleput piger og drenge
  • Piger og drenge
  • Dame og herre junior

Oversigt

    Oversigt