Mindre forpinte og belastede: Unge får udbytte af gratis psykologtilbud

Over 2.200 unge har de seneste tre år taget imod tilbuddet om gratis psykologhjælp i Odense. Ifølge de unge selv så hjælper samtalerne på både angst, depression og belastninger i familien. SF vil have ordningen udbredt til hele landet.

Et tilbud om gratis og anonyme psykologsamtaler har tilsyneladende været en stor succes i Odense Kommune. Siden opstarten i 2017 har 2.281 unge mellem 13 og 30 år haft samtaler med psykologteamet i Odense.

- Hvis man spørger de unge selv, så har samtalerne med vores psykologer haft en stor effekt. Deltagerne fortæller, at de har fået færre symptomer, der forstyrrer deres sociale liv efter samtalerne, og at de har færre lidelser i dagligdagen, fortæller teamleder for psykologteamet Kim Juul Larsen.

Ventelister

De unge har især henvendt sig til psykologerne for at få samtaler om angst, belastninger i familien, depression, lavt selvværd og stress. Kvinderne udgør næsten to tredjedele af deltagerne, men psykologteamet vurderer det som positivt, at en tredjedel er mænd.

Tilbuddet har været populært, og i perioder har der været ventelister på at få samtaler.

- Der har været et stort pres på ordningen, men nu har vi ændret vores arbejdsgange, og nu kan vi igen overholde vores målsætning om en maksimal ventetid på fire uger, siger teamlederen.

Antallet af deltagere svarer til, at 3,7 procent af alle unge i Odense mellem 13 og 30 år har taget imod tilbuddet.

Medlem af Folketinget, Carl Valentin (SF) har kæmpet hårdt for at få udbredt gratis psykologhjælp til unge, og han finder tallene fra Odense opsigtsvækkende.

- Jeg synes, at 3,7 procent er relativt mange, og det viser jo, at behovet for psykologhjælp i den grad er tilstede, siger Carl Valentin, som selv kommer fra Odense.

De unge får maksimalt tilbudt 11 samtaler, men i gennemsnit har deltagerne haft 4,46 samtaler i 2019.

Færre lidelser

Når samtalerne er forbi, får de unge mulighed for yderligere hjælp eller behandling, men 55 procent af samtalerne ender med, at de unge ikke bliver videresendt til anden rådgivning eller behandling. 45 procent bliver henvist til egen læge, rådgivning, privat psykolog eller psykiatrien.

Effekten af de gratis psykologtimer er ikke undersøgt videnskabeligt, men psykologteamet har spurgt de unge selv, hvad de har fået ud af samtalerne.

Ved første samtale angav 70 procent af de unge, at de havde symptomer, der forstyrrede deres dagligdag eller arbejde. Efter fem samtaler var dette tal faldet til 45 procent. Antallet af unge, der angiver, at de har fået færre lidelser og er blevet mindre forpinte i familielivet falder også, når de unge har haft fem samtaler med en psykolog. 

Brug for forskning

Men hvordan samtalerne påvirker de unge på længere sigt, eller hvad det betyder for samfundet er endnu ikke undersøgt.

- Vi har ingen videnskabelige undersøgelse af, hvordan det går med de unge, der har deltaget i et samtaleforløb. Men det ville være godt at få forsket i, hvordan de unge klarer sig på længere sigt, og om der er samfundsmæssige effekter af at tilbyde gratis psykologhjælp til denne aldersgruppe, siger Kim Juul Larsen.

Unge med ondt i livet

Carl Valentin er enig i at de samfundsmæssige gevinster bør kortlægges, men han lægger samtidig vægt på, at ordningen først og fremmest skal hjælpe de unge.

- Masser af unge har ondt i livet, og de har helt sikkert gavn af disse tilbud. Det er det vigtigste. Men i SF vil vi naturligvis også gerne kende de samfundsmæssige konsekvenser af at tilbyde psykologhjælp. Jeg er slet ikke i tvivl om, at pengene er givet godt ud, siger den nyvalgt SF`er.

Omkring 20 kommuner i landet tilbyder i en eller anden udstrækning psykologsamtaler til unge. I Odense koster ordningen tre millioner kroner om året.

- Netop nu sidder vi og forhandler finanslov, og fra SF`s side håber vi, at ordningen kan blive gjort landsdækkende, siger Carl Valentin.

I snart tre år har unge mellem 13 og 30 år kunnet få gratis psykologhjælp i Odense, og det virker, hvis man spørger de unge selv. I en ny evaluering svarer en stor del af de unge, at symptomer som stress og angst påvirker dem mindre, efter at de har fået psykologhjælp.

Oversigt

    Oversigt