Unge festivalgæster er vilde med klassisk musik

Siden onsdag har omkring 30 unge ligget i telt ved Hindsgavl Slot, hvor de deltager i den klassiske musikfestival på slottet.

Denne uge har omkring 5.000 gæster lagt vejen forbi Hindsgavl Slot, hvor der afholdes den klassiske musikfestival Hindsgavl Festival. 

Men selvom en musikfestival med klassisk musik på programmet måske kan lyde lidt støvet, så er det ikke tilfældet.

Siden onsdag har omkring 30 unge nemlig ligget i telt ved Hindsgavl, hvor de har deltaget i festivalen. Teltlejren har været et særligt tilbud til unge under 30 år siden 2015.

En inspirerende festival 

Én af deltagerne er Laura Hilden fra København, som drømmer om selv en dag at blive operasanger. 

- Man kan blive inspireret. Både af at se andre musikere, som har haft samme vej som en selv og selvfølgelig også er startet som nederste led i fødekæden og bare er blevet ved at udøve deres kunst og taget det til dets fulde potentiale, siger hun. 

Hindsgavl Festival blev afholdt første gang i 1951, men der er sket meget siden dengang, siger Bernard Villaume, der er arrangør af festivalen. 

- Hvert år prøver vi at lægge lidt til på niveauet. Vi bliver mere og mere ambitiøse, hvad angår kunstnere, og efterhånden kan vi ikke komme meget højere inden for det her felt, siger han. 

Spiser morgenmad med stjernerne

Lørdag optrådte den franske barokduo Thomas Dunford og Jean Rondeau, som ifølge arrangørerne svarer til den klassiske musiks Justin Bieber. 

Og selvom Fyn kan virke lille for de to verdensstjerner, er det en stor oplevelse for dem at være med, siger Jean Rondeau. De deltager nemlig selv i festivalen. 

- Den her festival er god. Holdet bag er seje og imødekommende, siger han. 

For på Hindsgavl Festival deltager musikerne nemlig også i festivalen, når de er færdige med at optræde. 

En af festivalens grundideer er nemlig at formidle klassisk på en måde, så afstanden mellem musikere og publikum mindskes. Det kan blandt andet ske ved at overvære musikerne øve eller snakke med dem over morgenmaden. 

At kunne hænge ud med stjernerne efter koncerterne er med til at gøre festivalen til en speciel oplevelse, mener Laura Hilden. 

- Der er også en masse internationale, som bliver trukket herhen, og det er vildt fedt, at de også engagerer sig i at være med på festivalen og sidder og socialiserer bagefter, og man ligesom mærker stemningen. I stedet for at det bare er nogen, der går op på en scene og gør noget professionelt og så kører væk igen, siger hun. 

Hindsgavl Festival, der afholdes hvert år i juli måned, blev afholdt første gang i sommeren 1951. 

 

Oversigt

    Oversigt