To unge flygtninge anholdt

To 18-årige blev anholdt uden dramatik i Esbjerg. Tip fra borgere hjalp politiet i eftersøgningen.

To unge mænd fik næsten et døgn på fri fod efter deres flugt fra den retspsykiatriske afdeling i Middelfart torsdag aften. I Esbjerg blev de anholdt fredag eftermiddag, da de med kniv havde truet sig til en scooter.

Politiet offentliggjorde billeder af de to 18-årige, der var søgt til Jylland, og i løbet af dagen fik Syd- og Sønderjyllands Politi flere informationer fra borgere om de eftersøgte. Efter røveriet af scooteren fik en politipatrulje øje på de to, som blev fulgt ind i en baggård ved Grønlandsparken og anholdt.

- Det skete uden dramatik, siger vagtchefen ved politiet.

- Anholdelsen skyldes en kombination af tip fra offentligheden og efterforskningen, siger han.

Begge sad varetægtsfængslet på grund af personfarlig kriminalitet. Den ene sigtes ifølge Ritzaus oplysninger for overfaldsvoldtægt. Det var fredag eftermiddag ikke afklaret, om de nu skal tilbage til den retspsykiatriske afdeling, som de flygtede fra. Ved at vride hånden om på en hospitalsansat fik de ved 18-tiden torsdag fat i nøglerne og stak af.

Oversigt

    Oversigt