I det fynske folks tjeneste

Unge går til filmen og stifter Helios Cinemates

Fem unge har startet en biografforening for unge. Den hedder Helios Cinemates og holder til i Helios Teatret på Banegårdspladsen i Faaborg.

Fire af de fem unge, som nu vil præge det store lærred i biografforeningen Helios i Faaborg. Foto: Privat

Hidtil har Helios Biografforening været synonym med af aktive folk i voksenaldereb, men nu har en gruppe unge stiftet deres egen afdeling.

- Vi er fem unge, der er gået sammen, først og fremmest fordi vi elsker film. Men vi har faktisk flere formål. Lige nu fokuserer vi på to: At få flere unge til at bruge Helios Teatret , og at inspirere repertoire-udvalget til hvilke film unge gerne vil se i biografen, fortæller Laura Lindrup Mygh.

Gruppen er i luften med Facebooksiden Helios Cinemates og en profil af samme navn på Instagram. Netop de sociale medier bliver platformene for alle de aktiviteter, gruppen kaster sig over:

- Her laver vi konkurrencer og afstemninger om, hvilke film vi gerne vil se i fremtiden. Man kan også anmelde og diskutere film, og så vi vil invitere til fælles oplevelser, forklarer Oliver Hvidtfeldt Hansen.

Ønskefilm og inspiration

Den første ønskeliste til repertoireudvalget er sendt af sted, og fremover vil de unge løbende komme med inspiration til visninger på det store lærred.

De unge har også planer om at arrangere events. Lige nu er der lagt op til tre af slagsen om året.

En styrke for foreningen

Formanden for Helios Biografforening, Lars Kensmark, er begejstret for de unges engagement, og siger at det er meget vigtigt for ham, at Helios bliver for alle:

- Og når de unge selv er parat til at tage ansvar, så er det jo vores opgave som forening, at give dem pladsen til det. 

De unge skal dog ikke selv sidde og bestille film hjem. Det er et kæmpe arbejde og et stort ansvar, som ligger i repertoireudvalget. 

- I første omgang skal de bare spotte, hvad de gerne vil se. Og det er de utrolig gode til. De surfer rundt på nettet og ved nogle gange hvilke film, der har premiere mere end et år ude i fremtiden. Så med gruppen her har vi hele tiden en frisk ung finger på pulsen, fortæller Lars Kensmark.

Andet end film

De fem aktive unge er Laura Lindrup Mygh, Laura Vigelsø Kjær, Oliver Hvidtfeldt Hansen, Christoffer Engel og Bastian Bruslund. Tilsammen har de mange idéer, der kan være med til at gøre Helios Teatret til et naturligt kulturelt centrum for Faaborgs unge. Men i første omgang handler det om at få filmdelen til at køre. 

- Lige nu er vi kun fem, men vi vil gerne være flere, for der er masser at lave. Så hvis du har lyst til at være med, så send os en besked på Helios Cinemates på Facebook, siger Laura Vigelsø Kjær.