Unge i kø for at få psykologhjælp

Mere end 500 unge har søgt hjælp hos Odense Kommunes gratis psykologtilbud siden oktober 2017. 130 er nu på venteliste.

Opdateret med video

- Interessen har været overvældende. 

Sådan lyder ordene fra Kim Juul Larsen, daglig leder af Odense Kommunes gratis psykologtilbud til unge mellem 13 og 30 år. Og der er noget om snakken. 

Siden Odense Kommune i oktober 2017 slog dørene op for gratis psykologrådgivning til kommunens unge, har flere end 500 personer i alderen 13-30 år henvendt sig med håb om at få hjælp. 

- Der er en høj grad af mistrivsel i denne aldersgruppe, og der går mange rundt, som ikke kan få den hjælp, de har behov for. De kan ikke få hjælp i psykiatrien medmindre, at de er meget syge, og lægen kan måske ikke give dem en henvisning til en psykolog fordi deres problem ikke berettiger til en henvisning. Men så kan de kontakte os og høre nærmere om muligheder for hjælp, siger Kim Juul Larsen. 

De mange henvendelser har betydet, at 130 unge lige nu er på venteliste. Også selvom budgettet for 2018 er fordoblet, og der lige nu er seks psykologer og to ungerådgivere klar til at hjælpe de unge, der kæmper med psyken.

Interview med psykolog ved Odense Kommunes psykologteam, Esben Holm Norup, om unges psykiske problemer

Populært blandt drenge og mænd

Tilbuddet er anonymt og består som udgangspunkt af maksimalt fem samtaler. Forløbet kan dog forlænges. Det er blandt andet problemer som skilsmisse i familien, stress og sorg, som de unge ringer ind med, inden de enten kommer til samtale eller bliver sendt videre til et andet tilbud, som passer bedre til hans eller hendes problemer. 

Seks ud af ti henvendelser er fra piger/kvinder, men det overraskende er faktisk, at overvægten af henvendelser fra spindesiden ikke er større. Mere 200 drenge og mænd har gjort brug af tilbuddet. 

Tilbuddet i tal

- Grunden til, at der alligevel er en forholdsvis høj procentdel af mænd, der henvender sig, er nok, at dette tilbud er 100% anonym. Dermed undgår drenge/mænd, som måske finder det grænseoverskridende at tale åbenlyst om deres tanker, at skulle registrere sig og har fornemmelsen af, at alt forbliver fortroligt, siger Kim Juul Larsen. 

Psykolog Esben Holm Norup: Sådan hjælper vi de unge

Formanden er overrasket

Formanden for Odense Kommunes Sundhedsudvalg, Brian Skov Nielsen (EL), er overrasket over den enorme efterspørgsel på gratis psykologhjælp blandt kommunens unge. 

- Antallet af henvendelser overstiger jo langt de forventninger, som vi havde, da vi i det i tidligere sundhedsudvalg bevilgede penge til det her gratistilbud, siger Brian Skov Nielsen, der hurtigst muligt vil have gjort projektets ekstrabevilling permanent.   

- Vi havde nogle overskydende midler fra 2017, som vi kunne bruge på det her projekt og få styrket bemandingen. Men de penge løber jo kun frem til 31. december 2018. Vi bliver nødt til at finde flere til det her tilbud på en mere permanent basis, siger formanden for Odense Kommunes Sundhedsudvalg. 

Imens politikerne forsøger at finde flere penge, så forsøger man nu at finde en ny måde få nedbragt den voksende venteliste. 

- Vi forsøger nu at omorganisere os, så den første samtale kommer langt hurtigere. Dermed kan vi få lavet en tidligere screening af de unge mennesker og få sendt dém videre, som har behov for det, siger Kim Juul Larsen.

 

Oversigt

    Oversigt