Unge kæmper for gademedarbejdere på Langeland

Kriminaliten blandt unge er i bund på Langeland, og kun få falder uden for uddannelsessystemet. De fleste er enige om, at gademedarbejderne fra Team Ung har en stor del af æren for udviklingen. Men nu vil kommunen nedlægge Team Ung.

Team Ung blev oprettet for seks år siden, da der var en del kriminalitet i Rudkøbing, og mange unge havde problemer.

Men de to ansatte i Team Ung, Jens B. Pedersen og Tommy Schers har gennem et opsøgende arbejde og samarbejde med skoler og forældre fået vendt udviklingen.

- Jeg har også været en teenager, der syntes, at det hele var svært til tider, og der har jeg brugt dem og de har bare været til så stor en hjælp, siger Rikke Lundgaard fra Rudkøbing.

Også blandt politikerne bliver arbejdet i Team Ung anerkendt.

- Det er jo takket være deres indsats, at der ikke er problemer i dag. De har fået folk i uddannelse, og taget sig af deres problemer med kriminalitet. Nu har vi et ordentligt børn og unge liv i byen, siger Tommy Bredal Storgaard, der er medlem af Langeland Byråd for Enhedslisten.

Men Langelands økonomi er nu så dårlig at politikerne ikke ser anden udvej end at spare på det forebyggende SSP-arbejde blandt øens unge.'

- De har lavet et godt stykke arbejde, men vi er pålagt at spare 19,5 millioner kroner på det specialiserede børneområde. Og vi har ingen problemer i dag, og så er vi nødt til at se på om det er nødvendigt med disse medarbejdere, siger bormester Bjarne Nielsen(V).

Forslaget om nedlægge Team Ung er netop nu i høring, men der tegner sige et flertal for besparelsen i byrådet.

- Jeg er ked af at, at det ligger som et forslag, men jeg kan ikke anvise andre steder, hvor de penge skal findes. Og det er umiddelbart sådan det står, siger socialdemokraten Lisa Phil Jensen.

De unge fra Rudkøbing er nu gået ind i kampen for at bevare Team Ung. De har blandt andet oprettet en støtteside på Facebook, som over 500 nu bakker op om.

- Vi ønsker at overbevise kommunen om, at denne besparelse er utrolig forkert. Det kan godt være, at kommunen mener de kan spare penge her og nu, men vi frygter at det vil koste endnu mere i sidste ende, for hvem skal så samle de unge op, når de får problemer?, spørger Rikke Lundgaard.

Se støttesiden på Facebook for Team Ung

Oversigt

    Oversigt