To unge mænd anholdt efter slagsmål på A-Bar

To unge mænd blev anholdt i forbindelse med slagsmål på natklub i Odense, hvor der blev taget kvælertag på dørmand.

En 20-årig mand fra Ringe blev natten til lørdag smidt ud af natklubbben The Australian Bar i Odense.

Den berusede natklubgæst var dog så utilfreds med at blive smidt ud, at han tog kvælertag på en af dørmændene. 

- Der var en gut, der ikke kunne finde ud af det, så han blev smidt ud, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen hos Fyns Politi.

Dørmanden blev klemt så meget, at man efterfølgende kunne se blodudtrædninger på halsen, så det ligner et sugemærke. Han var dog uden for livsfare og blev ikke kørt på skadestuen.

Kammerat fra Kerteminde også anholdt

Da den 20-årige mand fra Ringe var blevet smidt ud, ville han dog op at slås igen. Politiet fik anholdt den unge mand, der har sovet på politistationen natten til lørdag. Han er lørdag morgen ved at blive afhørt og vil blive sigtet for vold.

I forbindelse med slagsmålet mellem den 20-årige mand fra Ringe og dørmændene ville en kammerat - en 19-årig mand fra Kerteminde - blande sig.

Den 19-årige mand var også beruset og blev i samme ombæring anholdt og taget med på politistationen, hvor han også har tilbragt natten til lørdag. Han er sigtet for at hindre politiets arbejde i forbindelse med anholdelsen af hans 20-årige kammerat.

 

Oversigt

    Oversigt