I det fynske folks tjeneste

Klimastrejke: Unge mødes for at råbe op om klimaet

Børn og unge mødes fredag i Odense og Svendborg for at protestere til fordel for klimaet.

Den nu 16-årige Greta Thunbergs opråb til politikerne om klimasituationen breder sig, og når fredag til Fyn. Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix/arkiv

Den 16-årige svensker Greta Thunbergs stædige strejke for klimaet breder sig stille og roligt og er ved at udvikle sig til en global aktion, hvor børn og unge går på gaden for klimaet.

Således går også fynske unge i strejke fredag og forlader skoler og undervisningssteder for at råbe beslutningstagerne op.

I Odense samles de strejkende elever og studerende på Flakhaven mellem klokken 10 og 13, og i Svendborg samles man mellem klokken 11 og 14 på Torvet.

Strejken er inspireret af den meget omtalte skoleelev Greta Thunberg. Hun sad foran den svenske Riksdag i 21 dage op til det svenske folketingsvalg i september og har siden hver fredag samme sted vist sin frustration over politikernes manglende handlekraft.

Når de danske eleverne fredag vender skolerne ryggen, er det anden gang på et par måneder, de markerer deres utilfredshed med de voksnes forvaltning af vores allesammens klima.

Første gang var 30. november sidste år, og det er primært skoleelever, som går på gaden. Men alle er velkomne.

- De unge er superfrustrerede over ikke at have en politisk stemme, når de er under 18. Det er jo deres fremtid, politikerne sidder og forhandler om, siger 26-årige universitetsstuderende Sussi Lillelund Christiansen, der er medlem af Den Grønne Studenterbevægelse, til Politiken.

Og så var der dinosaurerne

Det er ikke kun på Fyn og i Danmark, at Greta Thunbergs kamp for klimaet får opbakning. Også i Australien og i Tyskland har de unge sat sig i bevægelse med stadig større styrke.

For nylig blev der strejket i 50 tyske byer, hvor de "voksne" kunne læse bannere med tekster som blandt andet "Dinosaurerne troede også, at de havde tid".

I alt droppede 30.000 skoleelever og studerende i Tyskland undervisningen for at demonstrere for klimaet, skrev Berlingske.

I byer over hele landet

Ifølge Den Grønne Studenterbevægelse vil der ud over Fyn også blive strejket i Aalborg, Aarhus, Roskilde, København, Sønderborg, Viborg, Vejle, Ribe, Rønne, Hillerød, Thorshavn på Færøerne og Nuuk på Grønland.

Herunder: Greta Thunberg gik i december på talerstolen ved FN's klimatopmøde i Polen. Hendes tale står tilbage, som et af de mest markante indslag ved topmødet.

 

Læs også Sne eller regn? Sådan kan du forvente vejret bliver i weekenden

 

Greta Thunberg tale til COP24 konferencen