I det fynske folks tjeneste

Unge OB-spillere skal sejre i Silkeborg

Det er de unge OB'ere som Bashkim Kadrii, der skal slå til mod Silkeborg IF mandag aften.

Cheftræner Poul Hansen og spillerne jagter forårets første sejr i ti forsøg, når de mandag aften møder Silkerborg IF på udebane. Men det bliver ikke nogen nem opgave for fynboerne, der stiller med det yngste hold i mere end 20 år.

Kalilou Traoré, Eric Djemba-Djemba og Bernard Mendy er alle ude med karantæne, mens Andreas Johansson, Hans Henrik Andreasen og Tore Reginiussen ikke kan spille på grund af skader.

Dermed står en række unge spillere som Daniel Høegh, Christian Sørensen, Rasmus Falk og Bashkim Kadrii til at få plads i startopstillingen, og i følge udregninger SportFyn har foretaget giver det en gennemsnistsalder på 23,72 år.

Det betyder, at OB efter alt at dømme stiller med det yngste hold siden 1991. Et hold, der skal slå til på de lynhurtige omstillinger.

- Vi skal forsvare os godt i Silkeborg, det er det ingen tvivl om, og så skal vi søge vores muligheder. Der er ingen tvivl om, at det bliver mere kontrafodbold, for vi må acceptere, at vi ikke vil få bolden så meget, som vi gerne vil og som vi har øvet os på her i foråret, for der er Silkeborg rigtig gode, fortæller Poul Hansen til klubbens hjemmeside.

Silkeborg IF og OB mødes mandag aften kl. 19.00 på Silkeborg Stadion.

Ved du noget? Så send os et tip