Unge om fremtidens biblioteker: - Der skal være gratis chips

Kulturministeren var på besøg i Svendborg for at diskutere fremtidens biblioteker. Flere unge lagde dog ikke skjul på, at de ikke låner bøger.

Selv om antallet af udlånte bøger falder, vælger flere danskere at besøge biblioteket.

Torsdag var kulturminister Mette Bock (LA) på besøg på Svendborg Erhvervsskole for at spørge de unge, hvad de ønsker at bruge bibliotekerne til i fremtiden.

- Der er en generationsforskel i, hvordan man bruger bibliotekerne. Ældre mennesker går på biblioteket og låner nogle bøger, som de tager med hjem og læser. Unge mennesker henter indhold på de digitale platforme og bruger biblioteket på en anden måde, siger Mette Bock til TV 2/Fyn.

- Vi vil gerne vide, hvad deres syn er på, om der er brug for biblioteker, og hvad vi skal bruge bibliotekerne til, fortæller ministeren.

Kulturministeren er klar over, at unge bruger biblioteket anderledes end ældre generationer. 
Fotograf: Morten Albek

Unge: Vi bruger ikke biblioteket

De elever fra Svendborg Erhvervsskole, som TV 2/Fyn talte med, var ikke vant til at komme på biblioteket og havde ikke de store drømme om, hvad fremtidens biblioteker kan bruges til.

- Biblioteket er ikke rigtig noget for mig, siger Simon Fakkemohse fra Langeland.

Hvad skulle der til for, at du ville komme på et bibliotek?

- Det ved jeg satme ikke. Det kan jeg ikke svare på.

Hvorfor er du her i dag?

- Det skal vi.

Gratis chips

Heller ikke Nicolai Konradsen fra Faaborg er vant til at besøge biblioteket.

- Jeg læser ikke lige bøger, siger Nicolai Konradsen.

Hvad skulle der til for, at du ville komme noget mere på et bibliotek?

- En masse gratis chips.

Der var også elever til stede, som er vant til at bruge biblioteket. Camilla Breum Christensen fra Ringe benytter bibliotekerne i Faaborg-Midtfyn Kommune, når hun skal låne bøger.

- Jeg var her for ikke ret lang tid siden for at låne nogle bøger. Jeg læser stadig nogle bøger.

Erhvervsskoleeleven håber, at bibliotekerne kan blive bedre til at fange de unge - eksempelvis ved at få nogle flere computere.

- Det er nok YouTube, der gør, at unge ikke bruger bibliotekerne så meget. Flere computere kan være med til at lave et fællesskab, og så kan man bruge dem, som man har lyst - ikke til gaming, men til kommunikation, siger Camilla Breum Christensen.

Biblioteksleder: Vi går efter fællesskaber

Netop fællesskaber, som Camilla Breum Christensen efterlyser, er noget, Svendborg Bibliotek har fokus på.

Berit Sandholdt Jacobsen fra Svendborg Bibliotek er med til samle borgerne i forskellige fællesskaber. 
Fotograf: Morten Albek

Da TV 2/Fyn var på besøg torsdag formiddag, var cirka 50 mennesker mødt op til højtlæsning for voksne.

- Vi prøver at lave brede arrangementer. Vi er meget optagede af, at det er et interessefællesskab, der samles omkring arrangementerne, siger Berit Sandholdt Jacobsen, der er biblioteksleder på Svendborg Bibliotek.

De unge, der bruger bibliotekerne, er særligt interesserede i digitalt indhold.

- Tendensen er, at digitale udlån - blandt andet eReolen og lydbøger - eksploderer, fortæller bibliotekslederen.

- Vi låner stadig meget ud - både fysisk og elektronisk.

Når Mette Bock har været på besøg i hele landet for at høre de unge, hvordan de i fremtiden vil bruge biblioteket, vil hun drøfte med landets kommuner, der ejer bibliotekerne, om biblioteksloven skal ændres.

Oversigt

    Oversigt