Unge på Ærø: - Vi kan se spritbilister slingre frem og tilbage

Flere unge fortæller om episoder med spritkørsel på Ærø. Risikoen for at blive taget er for lille på øen, mener de unge.

Ærø er den fynske kommune, hvor flest borgere i forhold til indbyggertallet bliver stoppet med alkohol i blodet.

Charlie Baj, der går på Marstal Navigationsskole, har set flere tilfælde med spritbilister på den sydfynske ø.

- Jeg har selv oplevet det. Jeg har været med i en bil, hvor vi skulle hente nogle drenge. Han satte mig af, og så kørte han så galt et par timer efter, siger Charlie Baj.

quote Når jeg tænker over det, var det dumt.

Charlie Baj

- Han kørte ind i et hus og ødelagde fronten på bilen, fortæller han.

- Når jeg tænker over det, var det dumt. 

For lille risiko for at blive taget

I 2017 blev 17 personer stoppet med for meget alkohol i blodet. Det svarer til næsten tre ud af 1.000 indbyggere, hvilket er det højeste for en fynsk kommune.

- Det er ikke så tit, politiet er herovre, så hvorfor ikke bare gøre det. Man bliver ikke taget alligevel. Hvis der var flere patruljer herovre, især i weekenden, så ville man blive taget, siger Charlie Baj, der særligt oplever problemet, når unge ærøboer tager på værtshus.

quote Han havde nok fået fire øl for meget, men det var det. Han var ikke beruset på den måde

Mia Liltorp Grapenthin

- Når vi har været en tur i byen, er der nogen, der skal lidt længere op ad vejen og hente deres bil. Så kører de bare en tur, og vi kan se, at den bare slingrer frem og tilbage. Det er spritbilister, siger Charlie Baj.

Ringer I så efter politiet?

- Overhovedet ikke. Der er vi også selv fulde, så det tænker vi ikke over. Vi tænker bare: sikke nogle idioter.

Han mener, at problemet på øen kunne løses ved at sætte nogle flere betjente på Ærø - i hvert fald i weekenden. Politiets døgnberedskab på Ærø fungerer sådan, at én betjent arbejder hver dag med otte timers aktiv tjeneste. Resten af døgnets 16 timer er betjenten på tilkaldevagt.

Fået fire øl for meget

Mia Liltorp Grapenthin, der også går på Marstal Navigationsskole, har ligeledes set en bilist, der havde fået for meget at drikke.

- Jeg har mødt én, som nok ikke burde have sat sig ud i bilen. Han havde nok fået fire øl for meget, men det var det. Han var ikke beruset på den måde, siger Mia Liltorp Grapenthin, der dog ikke mener, at spritbilisme er et større problem på Ærø end andre steder i landet.

- Jeg tror ikke, Ærø skiller sig så meget ud fra så mange andre steder. Jeg kommer fra Nordjylland, men der synes jeg, de kører mere sprit, end de gør hernede. Jeg tror, det er, fordi det er så lille en ø, at hvis der er én, der gør det, virker det bare mere voldsomt, fordi alle kender alle, forklarer hun.

Spritbilist havde fået fire øl for meget, men han var ikke beruset, mener Mia Liltorp Grapenthin. 
Fotograf: Ken Petersen

Fyns Politi: Vi gør, hvad vi kan

Politikommissær hos Fyns Politi Preben Ingemansen pointerer over for TV 2/Fyn, at indsatsen mod spirituskørsel generelt er højt prioriteret af politiet.

Han kan dog ikke love flere kontroller, selv om de unge ønsker det.

quote Vi gør, hvad vi kan med de ressourcer, vi nu engang har

Preben Ingemansen

- Men jeg kan sige, at vi gør, hvad vi kan med de ressourcer, vi nu engang har. Hvis der er nogle konkrete ting, der gør, at vi skal prøve at komme derover ved arrangementer, hører vi gerne om det, så vi kan se, om vi kan udvide vores indsatser derovre, siger Preben Ingemannsen.

Fra 2012 til 2016 mistede ti fynboer livet på grund af spritkørsel. 

Preben Ingemansen kan ikke love flere kontroller på Ærø. 

Oversigt

    Oversigt