Unge skal lære yngre om sex

Seksualundervisning med unge, der underviser yngre, kan afhjælpe unges mangel på viden om sex. Det er konklusionen i en rapport fra SDUs fakultet for Sundhedsvidenskab.

Center for Sex og Sundhed, der er et selvstændigt forebyggelsescenter beliggende i Odense, har gennemført et 'Ung-til-yngre'-kursus for elever fra fire skoler i Billund Kommune.

I konceptet er underviserne 20-28 år gamle - nok til at have autoritet på området, men samtidig er de unge nok til at tale de unges eget sprog.

SDUs evaluering af Sex og Sundheds seksualundervisning viser en klar forbedring af elevernes viden om seksualitet, prævention og sexsygdomme.

Konklusionen er dog også, at de unge efter to timers seksualundervisning stadig ikke synes at de ved nok om emnerne.

Undersøgelsen viser også, at de unge får det meste af deres viden om seksualitet fra jævnaldrende venner. Derved opstår der hurtigt myter, urigtigheder og misforståelser.

Fornærmede over kondom

Rapporten viser, at især unge piger kan opfatte det som en fornærmelse, hvis partneren insisterer på at bruge kondom.

Og det er selvom pigerne godt ved, at det er fornuftigt at gøre for at beskytte sig mod både graviditet og sygdom.

Hvis hun opfattes som en 'risiko-partner', altså en pige som har haft mange sexpartnere kan det være ødelæggende for hendes omdømme.

Modsat for er det helt fint for en dreng at have mange partnere.

Læs mere

Oversigt

    Oversigt