14-årige var med: Unge stjæler bil og kører galt med politiet i hælene

To 14-årige, to 15-årige og en 16-årig stjal i april 2018 en bil og kørte i den henover to dage, før de kørte galt med politiet i hælene. Onsdag blev de tre over den kriminelle lavalder dømt for tyveriet.

Tre unge mellem 14 og 16 år blev onsdag ved Retten i Odense idømt betingede fængselsstraffe for i april sidste år at have stjålet en bil i Odense og kørt rundt i den over to dage.

I alt var fem unge teenagere med i bilen, da politiet fik fat i dem dagen efter tyveriet. Med i den stjålne bil var tre piger og to drenge. 

To af de fem var på gerningstidspunktet under den kriminelle lavalder, idet den ene dreng og pige kun var 14 år gamle. De to yngste er derfor ikke blevet idømt fængselsstraffe som de øvrige tre. 

quote Anmeldelserne går på en bil, der kører vildt - og med personer hængende ud af vinduerne på bilen

Karen Lykke Jensen

De fængselsdømte er to piger og en dreng, som på gerningstidspunktet var over 15 år. De er født i henholdsvis 2003, 2003 og 2002. 

De to født i 2003, der på gerningstidspunktet var 15 år, blev idømt 14 dages betinget fængsel for brugstyveri og andre forhold. 

- Den 16-årige pige førte bilen, og det er derfor indregnet i straffen på 20 dages betinget fængsel. Desuden blev straffen skærpet, fordi hun havde givet falske oplysninger til politiet ved ikke at oplyse sit rigtige navn, fortæller Karen Lykke Jensen, der er anklagerfuldmægtig hos Fyns Politi.

 

Bilturen endte i en vejkant 

Gerningstidspunktet for tyveriet af bilen var den 11. april 2018. Her stjal de unge bilnøglerne fra en kvindes taske, der stod i et omklædningsrum. 

Bilen stod i nærheden af Fitness World på parkeringspladsen ved Klostervej nær Slotsgade i Odense, men det er ikke helt afklaret, hvilket omklædningsrum bilnøglerne er stjålet fra.

Dagen efter tyveriet kører de unge rundt i bilen igen. Det er på denne dag, den 12. april, at politiet modtager anmeldelser fra flere personer i Nyborg.

- Anmeldelserne går på en bil, der kører vildt - og med personer hængende ud af vinduerne på bilen, forklarer Karen Lykke Jensen.

Politiet sender derfor en patruljevogn med udrykning mod Nyborg.

Inden patrujlevognen kører på motorvejen i det sydøstlige Odense, møder den bilen, der er på vej i retning mod Odense. Poltiet vender patruljebilen og følger efter. 

Da bilerne er omkring Niels Bohrs Alle og Stat-Ene-Vej får de unges køretur en pludselig slutning. I bilen laver de et meget brat sving, rammer en kantsten og ender i vejkanten på Stat-Enevej, hvorefter politiet kan kontakte de fem unge mennesker. 

Det var her ved Niels Bohrs Alle og Stat-Ene-Vej, at de fem mindreåriges bilkørsel fik en ende.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt