Unges flirt med ekstremisme skal i fokus

PET skal lave forebyggende samtaler med unge, der kommer lidt for tæt på ekstremistiske miljøer.

Det skal koste diskoteker at forskelsbehandle gæster, der skal være mere fokus på rollemodeller, og så skal Politiets Efterretningstjeneste (PET) hurtigt gribe fat i unge, som flirter med ekstremisme.

Regeringen er klar med en rapport med 41 forslag til, hvordan samfundet bedst bekæmper radikalisering blandt unge.

Baggrunden er terrortruslen mod Danmark. Blandt andet terrorsagerne fra Glostrup og Vollsmose i Odense, hvor en gruppe unge blev dømt op
til 12 års fængsel for bombeplaner i Danmark.

- Vi har haft terrorsager i Danmark, så der er unge svage sjæle, som er parat til at tilslutte sig radikaliserede kræfter. Derfor er det vigtigt at forebygge i tide, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), der ikke vil kommentere de konkrete forslag, før de har været i høring.

Udenlandske erfaringer viser ifølge rapporten, at personer, der er på vej ind i yderliggående miljøer, kan påvirkes i en positiv retning ved målrettede individuelle samtaler med ansatte fra efterretningstjenesten.
På det område vil PET hente inspiration hos kollegerne i Sverige og Norge.

Et andet forslag lægger op til, at betjente skal have større forståelse for kulturer end i dag.

Det halter også i nattelivet, hvor unge med anden baggrund end dansk oplever forskelsbehandling.

"Diskrimination - både den oplevede og den reelle - kan som nævnt fremme følelse af eksklusion, hvilket kan skabe grobund for ekstremisme," hedder det blandt andet.

Det skal have konsekvenser for de diskoteksejere, som bevidst
udelukker folk med anden baggrund end dansk, lyder det i rapporten.

Oversigt

    Oversigt