Unik placering: Kolonihaver i høj festivalstemning

Kolonihaveejerne tæt på Tusindårsskoven har fået en helt unik placering i forhold til Tinderbox - overnatning i første parket.

Når man går ad de smalle stier gennem kolonihaveforeningerne Roerskov og Rosenbækken, kan man tydeligt høre glade stemmer og musik mange steder fra.

Kolonihaveejerne har deres huse som overnatning i første parket kun få hundrede meter fra Tinderbox. Og dermed får de holdt godt liv i både festen og promillen.

- Morgenmaden bestod af bajere. Jeg er fuldstændig ødelagt, forklarer Dennis Haslev med en vis tilfredshed. 

- Jeg er fuldstændig brugt efter tre dages festival. 

Han bor i telt ved veninden Trine Nielsens kolonihavehus. Og hun er godt tilfreds med husets placering med få minutters gang fra festivalpladsen. Da hun købte huset, havde hun ikke forudset, at der kunne følge en festivalfordel med i købet.

- Nej, det havde jeg ikke tænkt over. Og nu skal det i hvert fald ikke sælges, siger hun med et grin.

50 meter væk ved en anden grund er der stoppet 8-10 telte ind på græsset.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Joachim Bang Jensen og Mads Bøgelund Jensen har godt gang i festen i deres telt med øl i hånden. De har fået adgang til stedet gennem familen.

- Det er min fætter, der ejer grunden, så det er dejlig nemt. Og perfekt placering, siger Joachim.

- Det er rigtig stramt i dag med tømmermænd. Men nu skal vi op og høre David Guetta i aften. Det bliver fandeme godt, siger Mads og åbner sig en ny øl.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt