Region Syddanmark forsøger nu igen at sælge den tidligere institution og asylcenter Strandvænget i Nyborg.
- Ejendommen er beliggende på en stor grund direkte ned til vandet med dejlig strand og de smukkeste parklignende omgivelser. Grunden skråner ned mod vandet og tilsikrer dermed fantastiske udsigtsmuligheder fra stort set hele ejendommen, skriver Region Syddanmark i salgsmaterialet.
I 2015 forsøgte regionen også at sælge Strandvænget.
Det lykkedes ikke dengang for regionen at sælge Strandvænget, og bygningerne blev i stedet udlejet til Udlændingestyrelsen, som brugte det til asylcenter.
Asylcenteret blev drevet af Langeland Kommune, og i december 2015 flyttede de første asylansøgere ind.
Strandvænget fungerede som asylcenter frem til december 2016, hvor Langeland Kommunen mistede driften af asylcentre. De sidste asylansøgere flyttede ud i februar 2017.
Nu prøver Region Syddanmark så igen at sælge Strandvænget i udbud. Fristen for at komme med et bud er sat til 1. september klokken 12.
Strandvænget i Nyborg
Strandvænget har indtil november 2014 huset nogle af regionens sociale tilbud.
Som et led i regionens modernisering af bygningerne på socialområdet viste det sig, at bygningerne ikke længere egnede sig til at rumme sociale tilbud. Det var ganske enkelt ikke muligt at ombygge Strandvænget til tidssvarende handicapboliger.
Derfor valgte regionen at bygge nye boliger og langsomt tømme Strandvænget med henblik på at sælge området.
Beboerne blev flyttet til institutioner i Nyborg, Kerteminde og Fraugde.
Kilde: Region Syddanmark