I det fynske folks tjeneste

Unikke optagelser viser sjældent dyr på Fyn

00:20

De unikke optagelser af det sjældne dyr har fundet sted med et vildtkamera ved vildtreservatet Gamborg Nor. Video: Middelfart Kommune

I Middelfart viser videooptagelser en odder ved Gamborg Nor. Odderen er sjældent set på Fyn.

I Middelfart har man været heldig at fange optagelser af en odder på et overvågningskamera i naturen.

De unikke optagelser af det sjældne dyr har fundet sted med et vildtkamera ved vildtreservatet Gamborg Nor, der ligger knap syv kilometer sydøst for byen.  

- Odderen har i mange år været truet i Danmark. Der er nu en del oddere flere steder i Jylland, men odder-registreringer er stadig sjældne på Fyn, skriver Middelfart Kommune til TV 2/Fyn.

Odderen var i slutningen af 1950’erne udbredt i det meste af Danmark. I 1980’erne gik odderbestanden drastisk tilbage, og i dag lever den stort set kun i Jylland. 

Læs også Sjældent dyr spottet i Kerteminde Bugt: - Sådan én har jeg aldrig set

Derfor er den svær at fange på video

Den kan være svær at fange på video, da den er mest aktiv om natten og holder sig for sig selv.

- I Middelfart Kommune har vi også enkelte andre steder set spor, som vi formoder er fra odder, men vi har ikke tidligere set eller filmet dyret. Odderen er nataktiv og meget sky, så chancerne for at se eller få optagelser af odderen på film er små – særligt når registreringer af spor eller ekskrementer er relativt sparsomme, som det er tilfældet på Fyn.

Odderen måler fra snudespids til halespids op mod 130 centimeter. Hannerne vejer mellem 6 og 11 kilo. Odderen lever især af fisk som aborre, ål, karpe og ålekvabber.

Nemmere at spotte i hård frost

Odderen lever ved stillestående og rindende vand, salt- og ferskvand. Uforstyrrede vandløb, søer, moser og fjordområder er oplagte levesteder.

Der bliver årligt dræbt cirka 30-40 oddere i trafikken, og det sker oftest, hvor en vej krydser et vandløb.

Middelfart Kommune arbejder på at forbedre leveforholdene for oddere i den fynske natur.

- De fynske kommuner er i gang med at etablere et samarbejde om at forbedre leveforholdene for oddere med fokus på blandt andet bedre passagemuligheder ved veje og mere generel fokus på, hvad odderen stiller af krav til levesteder, meddeler kommunen.

Der er større chance for, at odderen dukker op, når der er hård frost og is på søer og vandløb. Der har den seneste uges tid været hård frost på hele Fyn. 

Ved du noget? Så send os et tip