United-legende: Lindegaard taber

Den spanske målmand David De Gea har overtaget pladsen i Manchester Uniteds mål fra fynske Anders Lindegaard - permanent. Det mener en legende fra den engelske storklub.

Anders Lindegaard har fået masser af minutter i buret for Manchester United i både denne og sidste sæson, men i øjeblikket er 120-millioner kroner-keeperen David De Gea i kassen - og Lindegaard skal være mere heldig end dygtig, hvis han vil have pladsen tilbage.

- Medmindre David laver en kæmpe fejl, som han gjorde mod Fulham, så tror jeg, at han vil beholde sin plads og være Uniteds permanente målmand i Premier League, udtaler Stepney ifølge Sporten.dk til Manchester Evening News.

- United lukker åbenlyst stadig for mange mål ind, men jeg tror ikke, at det er på grund af de Gea, fortsætter den tidligere målmand, der blandt andet spillede på det United-hold, der vandt Europa Cup'en i 1968.

Stepney vurderer dog, at den tidligere OB-keeper stadig vil få kampe for storklubben.

- Anders Lindegaard har stadig brug for at få nogle kampe, for man har ikke råd til, at en af dem bliver rusten, men det ser ud til, at de Gea har vundet kampen i Premier League.

Lindegaard er lige nu med det danske landshold i Tyrkiet.

Oversigt

    Oversigt