Universitet går på YouTube

 Hvis du søger et nyt job, ville det være rart at høre, hvad ham, der havde jobbet før dig, synes om det. Det mener Syddansk Universitet, der nu tager internet-portalen YouTube i brug i deres stillingsannoncer.

I en lille film på internettet kan ansøgere høre ansatte fra arbejdspladsen fortælle om stedet - ikke mindst den person, som
tidligere har haft den stilling, der nu er slået op.

- YouTube er en af nutidens udtryksformer og en mere intim måde at kommunikere på. Det er oplagt at kombinere denne form med det traditionelle stillingsopslag. På den måde får en mulig ansøger serveret nogle af de personlige erfaringer om arbejdsstedet, og virksomheden får udstillet væsentlige udsagn om sine værdier, siger Hans Kruse Christiansen, øverste chef i it-afdelingen på Syddansk Universitet.

Første stilling, der er slået op med hjælp fra YouTube, er en udviklingschef i netop it-afdelingen. Universitet regner med, at stillinger på en række af universitetets områder i fremtiden vil blive slået op på den måde.

Oversigt

    Oversigt