Uro efter fodboldkampen

Politiet måtte trække stavene og i alt fire mennesker blev anholdt, da der onsdag aften opstod tumult efter  topkampen på Odense Stadion mellem OB og FCK.

Urolighederne brød ud på Middelfartvej over for SMC-biler på Middelfart umiddelbart efter kampen. Fans fra de to klubber røg i totterne på hinanden og politiet måtte trække stavene for at holde bøllerne adskilt.

Undervejs kastede de romerlys mod hinanden, og efterhånden eskalerede det til masseslagsmål midt på vejen.

 - Det kom bag på os, at FCKs fans skulle med toget. Normalt kører de til og fra stadion i busser, siger den vagthavende hos Odense Politi. 

Mens OBs fans fortsatte væk fra byen, gik FCKerne ind mod byen og banegården. Trods det voldsomme slagsmål blev kun en enkelt OB-fan anholdt og sigtet for gadeuorden.

Senere på natten gik flere OB-fans amok på Mageløs ud for restaurant James Dean. Politiet blev tilkaldt og tre personer blev anholdt for ballade. De kan nu se frem til at blive udelukket fra en række restaurationer i det odenseanske natteliv i to år.

Oversigt

    Oversigt