I det fynske folks tjeneste

Partifæller i oprør: Sonja skaber splid i Nyborg

Over halvdelen af bestyrelsen i Socialdemokratiet i Nyborg har nedlagt deres hverv efter at Sonja Marie Jensen blev spidskandidat. Fem ud af ni bestyrelsesmedlemmer fortæller, at samarbejdet med den nye gruppeledelse i byrådsgruppen halter.

00:18

Fem medlemmer af bestyrelsen for Socialdemokratiet i Nyborg har trukket sig i protest efter, at Sonja Marie Jensen blev valgt som spidskandidat. Kasserer i Socialdemokratiets lokalforening i Nyborg kalder situationen for kaotisk.

Knap tre uger efter at Socialdemokratiet Nyborg valgte Sonja Marie Jensen som ny spidskandidat for partiet, har store dele af bestyrelsen nedlagt deres hverv. Ud af den ni-personers store bestyrelse har fem medlemmer af bestyrelsen nedlagt deres hverv.

Ifølge de fem forhenværende bestyrelsesmedlemmer er grunden til, at de nedlægger deres hverv, at de ikke længere kan stå inde for den ledelsesstil, som præger den nye gruppeledelse i byrådsgruppen.

I en mail til TV 2/Fyn forklarer de fem tidligere bestyrelsesmedlemmerne, hvorfor de har trukket sig ud af bestyrelsen.

Her er mailen

"Socialdemokratiet i Nyborg står over for nogle forandringer, som ikke alle kan stå inde for.
Vi er en flok fra partibestyrelsen, med hver vores holdninger til kandidaterne, der har valgt at træde ud, og det har ikke været en nem beslutning.
Vi kan ikke se os selv i den ledelsesstil og kultur, der præger den nye gruppeledelse.
Vi oplever desværre en ledelsesstil vi har set før, og ikke vil lægge navn til. Vi er bekymrede for den ledelsesstil vil fører til at folk skifter, eller helt forlader partiet.
Med de bedste hilsner
Anne Michelsen
Ann-Christina Jensen
Merete Østergaard Bang
Leif Kjær Christensen
Dan Michelsen"

Uroen ulmer også i byrådsgruppen

Den 23-årige Sonja Marie Jensen blev valgt som spidskandidat af medlemmerne af Socialdemokratiet i Nyborg og blev præsenteret som ny partileder den 30. maj. Sonja Marie Jensen blev valgt med 125 stemmer, og vandt kampen om at blive spidskandidat over partifællen Martin Stenmann, der fik 99 stemmer.

Ifølge flere kilder, som TV 2/Fyn har talt med, er der ikke kun uro i den socialdemokratiske bestyrelse. Også i byrådsgruppen ulmer uroen efter, at Sonja Marie Jensen er blevet spidskandidat.

Vi kan ikke se os selv i den ledelsesstil og kultur, der præger den nye gruppeledelse.

Fem tidligere bestyrelsesmedlemmer i mail til TV 2/Fyn

Blandt andet har partiets tidligere spidskandidat Vibeke Ejlertsen mistet sin post som udvalgsformand i kommunens beskæftigelsesudvalg, da Sonja Marie Jensen ville have posten.

Læs også Ærgerlig S-taber i Nyborg: Muhs skal til at se sig over skulderen

- Jeg ville gerne være fortsat som formand for beskæftigelsesudvalget, for det er der, jeg har min kompetence. Men der er et flertal, der har besluttet, hvordan konstituteringen skulle være, og det må jeg respektere, fortæller Vibeke Ejlertsen.

Ifølge det socialdemokratiske byrådsmedlem Jesper Nielsen skyldes uroen, at gruppen har omkonstitueret sig.

- Det er klart, at vi har lige lavet en omkonstitutering, hvor Sonja fik lov at sætte holdet, som hun synes, og det er ikke altid, at det går uden sværdslag, men vi fik det landet et sted, hvor de fleste var rimelig tilfredse og kunne se sig selv i.

Ifølge kasserer i Socialdemokratiets lokalforening i Nyborg, Poul Erik Knudsen, er situationen i kommunen kaotisk. 

- Situationen er selvfølgelig en lille smule kaotisk lige nu omkring den udmelding, der er kommet i dag, hvor nogle bestyrelsesmedlemmer har valgt at trække sig fra bestyrelsen, fordi Sonja er blevet valgt som spidskandidat, fortæller han til TV 2/Fyn. 

Sonja Marie Jensen selv er overrasket over, at fem ud af de ni bestyrelsesmedlmemmer har trukket sig fra bestyrelsen.

- Det er jeg utrolig ked af og overrasket over. Og det er ikke den forklaring, som jeg har fået på, at de nedlægger deres hverv som bestyrelsesmedlemmer. 

Sonja Marie Jensen vil nu kontakte bestyrelsesmedlemmerne for at tale nærmere med dem om situtationen.

03:03

30. maj blev Sonja Marie Jensen valgt som spidskandidat.

Luk video