Uro i Vollsmose fører til stormøde

Angreb på politiet med blandt andet molotovcocktails i Odense-bydelen Vollsmose får borgmester Anker Boye (S) til at kalde til stormøde.

Bydelen Vollsmose i Odense er igen plaget af uroligheder, som gør beboerne utrygge.

For to uger siden kastede ukendte gerningsmænd en molotovcocktail efter en politibil. Dagen efter blev der kastet flasker efter politiet, og chefpolitiinspektør ved Fyns Politi John Jacobsen vurderer, at en bilafbrænding kort efter havde til formål at lokke politiet til bydelen igen.

Uroen, der begrænser sig til området kaldet Bøgetorvet i bydelen, og har påvirket beboerne meget, fortæller formanden for integrationsrådet i Odense, Mahmoud Daoud.

Indkalder til stormøde

Problemerne får nu borgmester Anker Boye (S) til fredag at kalde til stormøde med kommunen, politiet, boligforeninger og beboere.

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at vi har et område hvor almindelige regler tilsyneladende er sat ud af kraft. Her bor almindelige familier med børn, der er meget utrygge ved overhovedet at komme hjem, og dem skal vi gøre alt for at hjælpe, siger Anker Boye.

Kædes sammen med bandekrig

Han kæder problemerne sammen med rockere i Odense og den verserende bandekonflikt mellem indvandrerbander og Hells Angels og støttegruppen AK81.

Ifølge kommunen er rockerklubbernes stigende rekruttering af unge i området et af de helt store problemer.

I sidste uge kom det frem, at rockergruppen Bandidos nu igen vil etablere sig i Odense efter i flere år som en del af en fredsaftale at have holdt sig ude af byen.

Oversigt

    Oversigt