Uro på Skarø

Beboerne på Skarø står reelt uden købmand, efter at købmandsparret er kommet i konflikt med andre beboere på øen. Og konflikten er eskaleret de seneste måneder.

Det relativt nytilflyttede købmandspar på Skarø er i åben konflikt med en gruppe af øens beboere. Parret kritiserede andre beboere på øen for spritkørsel kort efter de overtog forretningen.

- De startede egentlig med at påtale nogle ting, som de syntes ikke var i orden. Ulovligheder, som foregår på en ø, og som ikke foregår på fastlandet. Og det har de så måttet bøde for senere, desværre, fortæller Lene Corydon, som bor på øen

- Jeg synes det er et vildt fortegnet billede de laver. Det andet er at jeg synes, at hvis det er så slemt, så kommer politiet nok og tager sig af det, og jeg synes ikke vi skal have løsgående selvbestaltede politimænd herovre. Lad os overlade det til myndighederne, og jeg synes ikke det er så slemt. Jeg synes det er en vild overdrivelse, siger Lasse Bekker, som også bor på Skarø.

Mange af øens beboere vil ikke udtale sig til TV2/FYNs kamera. Men udenfor citat rettes der skånselsløse beskyldninger mod hinanden.

Konflikten er gået i hårdknude, og i øjeblikket holder købmanden lukket, selv om en bestemmelse siger, at der skal drives købmandforretning på Skarø, så nu skal varerne bestilles via nettet.

Beboerforeningens formand står uden for konflikten, men betegner situationen som sørgelig.

Oversigt

    Oversigt