Uro ved optakt til OB-FCK-kamp

Store politi-styrker var søndag eftermiddag klar til at holde tilhængere fra OB og FCK fra hinanden.

Fyns Politi var massivt tilstede, og fulgte de mange fans tæt. Kort for kl. 18 var politifolkenes tålmodighed opbrugt, og en gruppe på 20 blev anholdt.

- De anholdte havde opbrugt deres kvote af henstillinger, som de ikke fulgte. Så skred vi til en såkaldt præventiv anholdelse, og vi kan tilbageholde dem de næste 6 timer, fortæller politikommissær Per Franch.

OB-fans samledes tidligere på eftermiddagen på Flakhaven, og ville gå i samlet flok til Odense Stadion i Bolbro.

Efter ordre fra politiet måtte OB-fans ændre rute for ikke at støde sammen med FCK-fans.

FCK-fans gik i grupper larmende gennem byen og afbrændte romerlys og affyrede kanonslag.

OB-grupperne Fankomiteen og Tigers opfordrede alle uanset fraktion til at møde frem.

"Det er vores håb, at alle - såvel priogængere, stiftenfolk, som andre tribunegængere vil bakke op om arrangementet - Tigersfolk, fraktionsfolk og folk uden for fraktioner. Medbring alt hvad i ejer i klubbens farver i form af trøjer, flag og halstørklæder og vær med til at sætte farve på byen!", skriver www.tigerburet.dk

Det var OBs fanklub "Fankommitéen", der havde arrangeret en march for at vise klubbens farver i gadebilledet.

Efter planen skulle de kl 15.30 gå fra Flakhaven via Klingenberg, Mageløs, Vestergade, Middelfartvej og Stadionvej. Men det var den rute, som en gruppe FCKere kom på tværs af.

Ved 17-tiden var de fleste af de mange fans - fra begge sider - kommer frem til stadion i Bolbro uden yderligere problemer.

Oversigt

    Oversigt