I det fynske folks tjeneste

Usædvanlig retssag om dyr dreng

En usædvanlig retssag mellem to offentlige myndigheder skal i næste uge afgøre, hvem der skal betale millionregningen for en fejlslagen behandling af en voldelig dreng. Assens Kommune kræver, at Sønderjyllands Amt betaler en del af regningen på i alt 11 millioner kroner.

-

En usædvanlig retssag mellem to offentlige myndigheder skal i næste uge afgøre, hvem der skal betale millionregningen for en fejlslagen behandling af en voldelig dreng. Assens Kommune kræver, at Sønderjyllands Amt betaler en del af regningen på i alt 11 millioner kroner.

Det er yderst sjældent, at to offentlige myndigheder i Danmark mødes i retten. Men i sagen om en behandlingskrævende og voldelig dreng fra Sønderborg, har Assens Kommune fundet det nødvendigt at bryde med principperne.

Perspektivløs behandling
\"Denne sag har været fuldstændig perspektivløs fra starten. Vi er blevet pålagt en millionudgift til en behandling, der overhovedet ikke har haft nogen effekt. Derfor finder vi det på sin plads, at få slået nogle principielle retningslinjer fast gennem en retssag\", siger Truels Schultz(K), der er viceborgmester i Assens.

Sagen handler om en den gang 14-årig dreng, der var ekstremt voldelig og adfærdsvanskelig. Han blev opvartet af otte pædagoger på et socialpædagogisk opholdsted i Sønderjylland. Men da han kortvarigt boede i Assens, blev den fynske kommune pålagt at betale regningen sammen med Fyns Amt. I alt kostede behandlingen omkring 11 milllioner kroner.

Fyns Amt sagde nej
Behandlingen var i øvrigt uden effekt og Sønderjyllands Amt opgav den dyre behandling efter nogle år.

Fyns Amt har afvist at deltage i retssagen mod Sønderjyllands Amt.

\"Jeg synes det er skuffende at Fyns Amt ikke vil være med til at slås for nogle principper om hvordan vi skal fordele udgifterne fremover. Men vi finder denne sag vigtig, og derfor kører vi den alene\", siger Truels Schultz.

Sagen bliver behandlet i Viborg ret 17. og 18. september, og Assens Kommune kræver, at Sønderjyllands Amt betaler en del af millionudgifterne. 

Ved du noget? Så send os et tip