I det fynske folks tjeneste

Usikkert om Rock Under Broen fortsætter

Regnskabet for 2013 udgaven af Rock Under Broen mangler at blive gjort op, før festivalledelsen beslutter, om der kommer en endnu en udgave af endagsfestivalen.

Der er gået to en halv måned siden Rock Under Broen løb af stabelen i Middelfart. Men selvom besøgstallene var pæne, garanterer det ikke for endnu en fest i 2014.

Regnskabet for 2013 udgaven af Rock Under Broen er endnu ikke gjort endelig op, og derfor er det usikkert, om der igen bliver musik og fadøl i ly af Lillebæltsbroen.

- Der er stadig nogle hængepartier, og vi vil selvfølgelig gerne have styr på dem, inden vi beslutter os, om den skal fortsætte, siger talsmand Uffe Lyse.

Rock Under Broen var egentlig et overstået kapitel, fordi dårligt vejr og ditto økonomi tvang festivalen til at dreje nøglen om.

Men lokale pengestærke firmaer skød festivalen i gang igen, så Rock Under Broen kunne fejre 25 års jubilæum.

Om der bliver en nummer 26 afhænger af det endelige regnskab, der ventes klar til september.

Ved du noget? Så send os et tip