Utaka giver Poul Hansen en drømmestart

OB vandt 1-0 ude over AC Horsens og gav dermed klubbens nyansatte sportsdirektør Poul Hansen en perfekt start.

Peter Utaka gav Poul Hansen den perfekte begyndelse i jobbet som sportsdirektør, da OB-angriberen sørgede for det enlige mål i 1-0-sejren ude over AC Horsens.

OB ansatte Poul Hansen som sportsdirektør i torsdags, og det kunne allerede se ud som om, det har medført ændringer på holdet.

I hvert fald havde OB's træner Henrik Clausen sat midtbaneprofilen Eric Djemba-Djemba af holdet, og den tidligere Manchester United-spiller kom først ind få minutter før tid.

Det unge OB-talent Daniel Høegh tog plads i midterforsvaret i stedet for sommerindkøbet Tore Reginiussen, mens Djiby Fall havde fået pladsen ved siden af Utaka i angrebet.

Og endelig var den uprøvede målmand Mads Toppel atter foretrukket i stedet for tyskeren Stefan Wessels, som ellers så ud til så småt at være inde i OB-varmen igen.

Utaka endte med at blive matchvinder, da nigerianeren headede sit sjette ligamål i sæsonen ind bag Horsens-keeper Søren Jochumsen. Det var Utakas mål nummer 50 i Superligaen.

Søren Jochumsen fik dermed ikke lov til at holde buret rent i sin afskedskamp på hjemmebane. Horsens skal spille på udebane i årets to resterende kampe.

Det lignede ellers længe endnu et pointtab for OB, for Horsens havde absolut også chancer til at score et mål eller to.

Efter en skidt start fik Horsens bedre og bedre styr på spillet, og OB havde svært ved at holde fast i bolden og spille mere direkte. I stedet blev det ofte sjusket, og hverken Utaka eller Fall var gode som spilstationer.

I første halvleg havde OB de bedste muligheder for at bringe sig foran, men hverken Rurik Gislason, som ramte overliggeren, eller Fall evnede at få bolden ind over stregen.

Horsens må formentlig undvære Thomas Kortegaard i et stykke tid. Midtbanespilleren blev udskiftet med det, der lignede en fibersprængning.

OB rykker med sejren en smule op i Superligaen, hvor fynboerne nu kun er et point efter Horsens på femtepladsen.

Oversigt

    Oversigt