Utaka sikrer OB sejr

AaB dominerede en stor del af kampen mod OB, men tabte alligevel 1-2 og er nu ved at isolere sig i bunden af Superligaen.

AaB spillede sin måske bedste time i denne sæson, da holdet hjemme mødte OB, men det var ikke nok til at forhindre et nederlag på 1-2. Holdet ligger dermed fortsat sidst i Superligaen og har nu tre point op til sin nærmeste konkurrent, Esbjerg.

Nordjyderne har endnu ikke vundet på hjemmebane i denne sæson, og det må efterhånden have sat sig i baghovedet på spillerne, der fra kampens begyndelse lignede gæster på eget græs.

OB fik hurtigt presset hjemmeholdet tilbage på banen, og det virkede alt for let for Peter Utaka, da han på egen hånd afdriblede forsvarer Lasse Nielsen og bragte OB foran efter et kvarter.

AaB fortsatte med at stå defensivt på banen og skød høje afleveringer frem mod angriberne Nicklas Helenius og Dickson Nwakaeme, men det lignede en håbløs mission at sætte de to unge spillere til at udfordre en så rutineret bagkæde som OB's.

I hvert fald lige indtil en afgørende aflevering og et pragtskud af Nwakaeme førte til en overraskende udligning - og så vågnede AaB ellers op.

Holdet viste pludselig, hvilket potentiale det egentlig har. Spillerne løb mere for hinanden, kæmpede for at genvinde tabte bolde og virkede i det hele taget mere aggressive end OB'erne.

Men det er ofte sådan med hold i modgang, at de taber kampe, selv om de spiller godt, og sådan var det også mod OB, der efter 75 minutter kom foran 2-1 på endnu et mål af Peter Utaka.

AaB har nu spillet seks hjemmekampe i denne sæson uden at vinde en eneste af dem. De seneste fire af slagsen er endt med nederlag.

Oversigt

    Oversigt