Utilfredshed med kølemad

En ny madordning på Langeland har skabt hed debat på Langeland. Mange ældre er utilfredse med at frisk mad er erstattet af kølemad.

Svend Åge Petersen er en af de 450 ældre langelændere, der får mad fra kommunens centralkøkken. Han får mad til syv dage af gangen i plastbakker, der skal varmes op i en mikrobølgeovn.

- Jeg spiser risvælling. Jeg kan ikke tygge det kød, de kommer med, siger Svend Åge Petersen.

Anstrengt økonomi

Tidligere fik de fleste ældre frisk mad hver dag, men nu står den på kølemad til stort set alle ældre langelændere. De fleste fynske kommuner har allerede lignende ordninger, og Langeland kommune  forventer at sparer to millioner om året til kørsel.

- Langeland Kommunes økonomi er meget meget anstrengt, og derfor har vi lavet en aftale med ministeren om at vi skal finde nogle besparelser, og jeg hører at mange er tilfredse med den nye ordning, siger Langelands borgmester Knud Gether.

Men Svend Åge Petersen er ikke glad for ordningen.

- Jeg synes, at der for dårligt, at de vil behandle os sådan, siger Svend Åge Petersen.

Heftig debat

Den nye ordning har skabt hed debat i den lokale avis Øboen, og en undersøgelse lavet af avisen viste, at 61 ældre er utilfredse med den nye ordning, mens 47 er tilfredse.

- Jeg synes ikke, at det er i orden at ældre og svage, der har behov for at få mad bragt ud hver dag resten af deres liv bliver spist af med varmemad, siger Bodil Madsen, der har deltaget aktivt i debatten.

Hun håber, at erfaringerne med madordningen kan blive evalueret inden efterårets kommunalvalg, og den er politikerne med på.

- Vi har jo vedtaget i sundhedsudvalget, at vi skal evaluere til næste forår, men vi har på det sidste møde aftalt at vi gør det noget før på baggrund af kritikken, siger formanden for kommunens sundhedsudvalg, Bjarne Nielsen.

Oversigt

    Oversigt