Utraditionel komedie på Odense Teater

Alle skuespillere er til stede på scenen under hele forestillingen, når Odense Teater i næste uge har premiere på komedien "Duerne".

Selvom skuespillerne ikke er med i alle scenerne, så er de hele tiden til stede under stykket.

- Det er en kæmpe udfordring. Det er noget af det sværeste og sjoveste, jeg nogensinde har prøvet, siger skuespiller Anders Gjellerup Koch, der har en af hovedrollerne i "Duerne".

Komedien handler om at ønske sig væk fra det hele. Robert, spillet af Anders Gjellerup Koch, er en midaldrende og succesfuld mand med eget firma.

Den årlige julefrokost står for døren, men det eneste Robert tænker på, er at komme væk fra det hele. Han drømmer om at begynde på en frisk et helt andet sted.Da Robert gør alvor af sin længe planlagte flugt, efterlader han mange ubesvarede spørgsmål. Pludselig dukker den mystiske Francois op og påstår, at han er Roberts halvbror, og at han passer Roberts duer.

- Det handler om hvem man er. Det er en moderne komedie, hvor publikum gerne skal kunne grine af sig selv, siger instruktør Klaus Hoffmeyer.

Forestillingen har premiere på Odense Teaters store scene den 9. februar.

Læs mere hos Odense Teater

Oversigt

    Oversigt