Uvejr gav travlhed hos Falck

Kraftig regn og tordenbyger i det sydlige Danmark onsdag aften. Især folk på Fyn måtte have hjælp med oversvømmede kældre og huse.

Det voldsomme tordenvejr over det sydlige Danmark onsdag aften og natten til torsdag gav travlhed hos Falck. Især fynboerne måtte have hjælp til at tømme kældre og huse for vand.

Indtil klokken 6.30 i morges havde Falck registreret 115 opgaver som følge af uvejret. Langt de fleste var i Odense, men også på Sjælland og i Sydjylland måtte folk have hjælp i kampen mod vandmasserne.

- 115 opgaver er meget, så vi har haft travlt. Men til gengæld er det vores oplevelse, at folk har været meget opmærksomme på, at de kunne få vandskader og derfor har været på vagt. De fleste anmeldelser er kommet allerede inden midnat, siger pressechef hos Falck, Mikkel Andreas Beck til Ritzau.

En 43-årig mand blev ramt af lynet, da han onsdag aften så sin søn spille fodbold på Høng Stadion i Vestsjælland, oplyser politiet. Manden fik 1. og 2. gradsforbrændinger på brystet og begge ben, og blev bragt til Slagelse Sygehus, hvor han blev lagt i respirator. Ifølge DMI blev der i alt registreret 11913 lynnedslag under uvejret.

Oversigt

    Oversigt